Sprogblomster til at fylde et helt gartneri…

De kære unge mødre spytter så mange uforglemmelige guldkorn ud om de små og store ting i livet, at danskerne i flæng er begyndt at notere sig disse visdomsord.

På Facebook er der i øjeblikket 9 hyldest-grupper for De Unge Mødre. Den største gruppe, der kalder sig “De Unge Mødre (DUM)”, har i skrivende stund 2.640 medlemmer, og det, der fylder allermest på gruppens side er udveksling af citater fra Kanal 4’s populære program. Og med den mængde af guld-citater, der allerede er kommet ud til det danske folk fra June, Christina’erne og Malou Stella, skulle der være rigeligt at fordrive tiden med på gruppen fremover også.

Tjek også bloggen “Det Bedste”, hvor de største sprogblomster fra De Unge Mødre er samlet på et sted.

Et af mine personlige favorit-citater fra de seneste afsnit er, da 17-årige Marlenes 18-årige kæreste under aftensmaden (bestående af McDonald’s-menuer), fortæller, at han skam også prøver at holde lidt øje med, om Marlene spiser ordentligt: “Jeg har for eksempel altid lært, at når man er gravid, så skal man drikke mere end ét glas mælk om dagen.”

Vise ord, vise ord.

Nu skal det lige siges, at det er kærligt ment, når vi - her på bloggen - griner lidt af mødrene. Det der med at svine de medvirkende til, det dutter ikke. Jo, for fanden, jeg hiver mig da også (ofte) i håret over deres små finurligheder og nedsmeltninger og er ved at kaste op, når Christina fra Randers fortæller om sine rygevaner - men selvom de ikke lige falder under arketypen for Familien Danmark, så gør de jo deres bedste. Og så er de jo heller ikke særlig gamle. (Men Malou Stella bringer nu stadigvæk mit pis i kog.)

Vi skal i bund og grund bare være taknemmelige for, at de gider udstille deres hverdag og børneopdragelse på åben skærm– og gøre livet så meget sjovere for os andre.

Tags: , ,

Ét svar to “Sprogblomster til at fylde et helt gartneri…”

  1. aastanja siger:

    Ja, der er ikke noget som at få luftet sin indre svinehund. Så kan man sidde der og rulle øjne og grine po po’en i laser ad folk, som man så kan sidde og overbevise sig selv om har det værre end en selv. Hellere tæt på de 30, på SU og single i kollektiv end 16 år og mor uden uddannelse. Eller hvad. Ved faktisk ikke, hvad der er mest patetisk. Det kommer vel an på perspektivet. Men man kan jo altid forsøge at overbevise sig selv om, at man selv har trukket det længste strå.

Leave a Reply