Hvem husker ikke svagt navne som Asfalt-Ole, Jon, Eye Q og Maria Lucia.
Listen over danske vindere af talentshows inden for bare de seneste fem år er laaaang.
Listen over vindere, der på trods af deres sejre aldrig har fået en ordentlig karriere, er ligeså lang.
Lad os starte med TV2s konkurrence “Popstars.”
Pigegruppen EyeQ vandt det første show i 2001. Men ak, kun to plader blev det til og alle fire piger er nu røget tilbage til deres gamle almindelige liv. Kun Trine Jepsen optræder en gang imellem på skærmen. Vi så hende for eksempel som vært på Bonde søger brud sidste år.
Måske skyldtes pigernes korte succes, at deres udseende talte mere end deres sangstemmer.
Så er der Jon, som vi i hvert fald allesammen husker. Han vandt Popstars i 2002 og siden da, er det faktisk gået ned ad bakke for den stakkels dreng. Stoffer, sprut og damer blev for meget for Jon og i 2003 fik han en fængselsdom for at have overfaldet en tidligere ven med en stegepande. Se og Hør skriver i denne uge at Jons offer mistede sit ene øje efter overfaldet. Men nok om det. Jon har skiftet kunstnernavn til John Rock og prøver stadig at skabe sig en karriere.
Hele historien om The Rise and Fall of Jon kan ses i dokumentarfilmen “Solo.” Og efter at have set den, kan man næsten ikke andet end at have ondt af ham…
FU:el var navnet på det talentløse boyband, der vandt Popstars i 2003. Deres første og sidste album “Next, Please” solgte kun 5000 eksemplarer, og drengenes karriere var måske historiens korteste. De vendte derfor hurtigt tilbage til deres respektive jobs, som blandt andet involverede at sælge pølser i Tivoli. Next, Please!
Efter Popstars satsede TV2 på Scenen er Din.
Den allerførste voksensanger, der vamdt Scenen af Din hed åbenbart Anders Gøttsch, men han eksisterer ikke i min erindring og formodentlig heller ikke i andres. Det må tale for sig selv.
I 2005 vandt Simon Mathew, som formåede at give sin karriere et boost, da han senere deltog i Vild med Dans og nu netop har vundet det danske Melodi Grand Prix.
I 2006 kom Asfalt-Ole øverst på podiet. Han udgav en cd og optræder efter sigende stadigvæk. Blandt andet på Himmerlandstræf andre steder i det jyske.
En pige, jeg selv var ret vild med, var Louise T., der vandt Scenen er Din i 2007. Hende hørte man dog ikke mere til, altså lige ind til for nylig, for Louise prøver nu lykken i Elsk mig i Nat på Kanal 4.
Andre fallerede stjerner er færøske Gudrun Jacobsen. Hun vandt DRs Stjerne for en Aften i 2003 og fik siden udgivet hele to album. Det første solgte 35.000 eksemplarer og det andet, der udkom i 2005, solgte kun 10.000. Og siden dengang er Gudrun forsvundet ud af mediernes søgelys.
Så var der jo også Rikke, der vandt Idols i 2004 og fik udgivet en single, og ja, det var så det.
Kirstine og Lars vandt programmet Sangstjerner sidste år, og hvor Kirstine er blevet af, aner jeg ikke. Lars optrådte ved dette års danske Melodi Grand Prix med en sang Maria Montell havde skrevet, men det er også det eneste vi har set til ham. Jo forresten, han var da med i et DR2-program om drukrejser!!!
Under de vindere, der har klaret sig bedre er Maria Lucia. Hun vandt Popstars i 2004, men albummet blev ikke nogen succes. Nu gør hun dog karriere inden for musicalverdenen.
Tags: Idols, Popstars, Scenen er din, Stjerne for en Aften

april 13, 2008 kl. 5:55 pm
Du glemmer da lidt Julie, der kom på 2. pladsen i Popstars, det samme år som Jon vandt.
Det samme år var Alex faktisk ligeledes med i Popstars, men valgte dog selv at droppe ud,
april 14, 2008 kl. 6:28 pm
Kære Kristian. tak for din kommentar. Det er sandt, men jeg har valgt kun at nævne dem, der vandt. Ellers ville det jo blive et kilometer-langt indlæg
Det kunne være man skulle lave et indlæg om de succesfulde to’ere…